onsdag den 2. november 2011

Årets favoritter

Hvert år skal der afprøves nye sommerblomster i min have og det resulterer ofte i "must haves"

Sådan en er Zinnia elegans Queen Red Lime. Det skal dog røbes at forsidebilledet lovede mere end det kunne holde - der kom 3 - skriver tre, helt rigtige frøkenhatte - resten var lidt sølle. De 3 der så kom korrekt, var jo det hele værd, så næste år prøver jeg da igen...


En anden skønhed der såmænd blomstrer endnu er Scabiosa Atropurpurea. Den er jeg blevet helt vild med. Det starter som en lille buttet knop og udvikler sig helt fantastisk indtil den er helr sprunget ud. Den er skøn i buketter sammen med andet men den er også dejlig i eget selskab og så holder den længe inde. Jeg købte en pose med blandede farver og se hvad jeg fik ud af det...





Så er der de sommerblomster man må købe sig til - feks. den skønne Helicrysum Lime Light som er uhyre vanskelig at finde herhjemme - jeg forstår ikke hvorfor, for det vrimler med dem i Holland og derfra strømmer lastbilerne i pendulfart herop! - bare man kunne så dem selv...


Den sidste jeg vil fremhæve er egentlig en jeg havde sidste år og som har sået sig selv og fået lov at blive stående. Det er en rigtig sød tobat - 150 cm. høj og den blomster længe og  endnu ser den fin ud - den har flere farver i sig og står rigtig godt i baggrunden af bedet - Nicitiana Mutabilis Triangle. Hos mig har den dog tiltusket sig en plads langs flisegangen ...


En af mine absolut sommerfavorit er Løvemund og jeg har allerede spottet nogle fantastiske pinkfarvede... jagten på frø er sat ind...

mandag den 24. oktober 2011

Klokkeranke frø

Vi er vist mange der har haft klokkeranker i haven?


Jeg har selv haft de hvide i år og nu er jeg så heldig at være selvforsynende udi frø til næste sæson!

Det har været en dejlig oplevelse at følge de smukke sprøde planter fra det lille flade frø til det enorme blomster flor det har været.



Frøkapslerne så lækre og lovende ud, men jeg har ikke tidligere haft held med dem. Alligevel samlede jeg alle dem der kom og lagde dem ind i stuen på en tallerken. Lige pludselig kunne jeg se at den første kapsel blev brun i toppen og det så ud som om den delte sig i 3. Næste dag pillede jeg ved den igen og så åbnede den sig og åbenbarede 3 rum med de fineste taglagte frø, ca. 7-8 i hvert rum - og de så helt rigtige ud!
Hurra - ja, det er jo ikke udsigten til at spare 25 kr. på en pose frø, men selve glæden ved at følge den under tørringen...ja, og så stoltheden ved at det lykkedes!




                                               Mon der er nogen der har fået frø fra den blå?

onsdag den 12. oktober 2011

Alt hvad du ønsker...

Som ivrig haveejer gennem mange år og indehaver af en havebutik, undrer det mig meget, at jeg her i Blogland kan læse, at havefolket har så svært ved at finde havegrej!


Jeg undrer mig, fordi der gennem de sidste mindst 5 år er kommet mange specialforretninger, webshops og planteskoler med et stort, specielt og varieret udvalg.


Havemarkedet i Danmark kan selvfølgelig ikke sammenlignes med England og Holland, så behovet er selvsagt ikke så stort. Selv følger jeg naturligvis udviklingen og har gennem årene set flere skønne havebutikker lukke - højst sandsynligt pga. for dårligt salg.


Disse specialbutikker kan ikke købe ind i kæmpe partier og prisen bliver så derefter. Til gengæld er det er stor fornøjelse at frekventere dem - i modsætning til supermarkedernes havecentre.


Det der så står tilbage er - vil folk betale, hvad specialiteter og kvalitet koster? 
Nogle vil og andre vil ikke og der skal være plads til alle, men at efterspørge ting der har været på det danske marked i flere år og som så let som et søgeord på google kan findes -  det forstår jeg simpelthen ikke!
Prøv at tjekke nedenstående - her kommer et par eksempler på nogle af de specialforhandlere som sælger de efterspurgte varer:

http://www.kastanjehegn.dk/
http://www.lundhede.com/
http://www.staudefeen.dk/
http://www.mphavedesign.dk/
http://www.annestinestauder.dk/
http://www.byhellenoerby.com/
 og så selvfølgelig min egen
http://www.havegalleriet.dk/

mandag den 3. oktober 2011

Direkte fra Rom...

Hjemme igen efter en tur til Rom - hvor focus jo ikke lå på haver! - vil jeg nu alligevel lige vise noget som jeg ikke kunne modstå.
Rundt omkring i byen var der de typiske skønne træer som citron, kaki (eller sharon, som nogen kalder frugten) og granatæble, kæmpestore blyrod og bourganviller, men jeg fik øje på en skøn variant af Kermesbær. Den var ikke opret som den vi kender her, mere busket og med flere blomster på en stilk - tilmed på flere stadier af mørk lilla, pink, rosa og lys grøn. God til afskæring, viste det sig og jeg drømmer om at have den i haven til buketter. Jeg prøvede at få en op med rod, men den gik ikke, så nu har jeg stiklinger og håber de vil slå rod. Ærgrer mig over at jeg ikke tog nogle modne bær med hjem og spredte  kernerne som fuglene gør!
Mon nogen har set denne variant herhjemme?




En anden busk, som jeg ikke har set før, blomstrede med de sødeste tragtformede blomster i pink, rosa og plettet - på samme plante. Væksten kunne minde om Voksurt, stænglerne og måden den satte frø på ( jo, jeg har frø med hjem) bare ikke blomsten, der var lang og krøllede så yndigt... se selv - er der nogen der kender den?


søndag den 18. september 2011

Evaluering...

Her sidst på haveåret plejer jeg at evaluere årets gang i haven og det er NÆSTEN lige så hyggeligt som forårsplanlægningen. Hvad var det mest fantastiske og hvordan gik det med nyindkøbene, svarede de til forventningerne?

Jeg vil starte med slyngplanterne, for dem er jeg vild med. Jeg har selvfølgelig et par roser og clematis, men dem vil jeg nu ikke vise frem.


Først og fremmest er der jo lathyrus, som er et must hos mig. Jeg kan ikke forestille mig et år uden Lathyrus - helst købt i sorterede farver, men de blandede kan nu også være ganske vidunderlige i sammensætningen.
Desværre er mine planter ved at være færdige nu - formentlig pga. den meget regn...
Min ynglings i år er de 2 pinkfarvede varianter "Royal Frischrosa" og "Zorjia Rose" ( Frøtorvet ) men de blå, lysblå, rosa, bourgogne farvede, lilla, 2-farvede osv. er jo også skønne...




 Og så er der jo den - i år - uomgængelige Cobaea - klokkeranken. Den er helt fantastisk - jeg har den i år kun i hvid og jeg er overbevist om at det halve havefolk også har den, men er der nogen der har set varianter af blomsten som denne?


Så er der de fler-årige. Jeg købte sidste år på plantemarkedet i Kiekeberg, en slyngende stormhat - Aconitum "Red Wine!" Den groede godt og jeg blev ret vild med de specielle blomster - så i år købte jeg en blå variant Aconitum Volubile.




Den har jeg sat i en krukke og ladet den slynge sig rundt om en jernkugle. Potten placerede jeg i halvskygge - den vinrøde står i sol - og jeg kan så konstatere at løvet er smukkest i halvskygge. En anbefalelesesværdig slyngplante. Den blå har sat frøstande, så dem vil jeg prøve at høste og senere så.




Den vinrøde slynger sig op af et kastanjehegn - sammen med min absolutte slyng favorit, Akebiaen.
Akebia blomstrer i maj og Stormhatten senere på sommeren, så det har passer perfekt.

Jeg ser ikke så tit Akebia i andre haver og det er synd, for den er helt vidunderlig lige fra det tidlige forår.
I maj måned blomster den med de skønneste purpurbrune blomster, der dufter vidunderligt - så den skal placeres så man skal forbi den når man går ud.
Den danner 2 store og smukke hunblomster og nedenunder er der 5-7 mindre hanblomster!! ja, jeg siger ikke noget...
Løvet er også utrolig smukt og fint.


Jeg har  selv 3 varianter, men er nu ikke sikker på at det der har stået på planten passer!!  Akebia Quinata fås i purpur og hvid og vist nok i flere varianter indenfor denne skala for jeg har selv 2 varianter af den purpur (en lys, som på billeder og en mørk som jeg desværre ikke kan finde et billede af) og så en A. alba, som ikke er så alba som jeg troede ( øverst ).

I år skete der så det, at der udviklede sig nogle mærkelige frugter på den ene Akebia (blomsterne var åbenbart befrugtede- kun på denne plante) - de startede med at være grønne og nu er de lilla og er begyndt at sprække. De ser en lille smule vulgære ud, men alligevel fasinerende! De skulle kunne spises, men det kan jeg nu ikke forestille mig er nogen delikatesse - de ser lidt slimede ud.


Derimod har jeg tænkt at tage frøene ud og prøve at så dem. Det er dog ganske nemt at lave stiklinger - så kender du en der har Akebia i haven, skulle du spørge efter et skud der har sneget sig langs jorden - så er der garanteret nogle der har slået rod.

tirsdag den 6. september 2011

Tak for velkomsten

Kære Havevenner

Tak for velkomsten - det er jo et forrygende sted - blogverdenen - og jeg glæder mig til gensidig begejstring for havens univers.

Jeg vil lige gøre lidt reklame for et arrangement på søndag - Havens dag - hvor jeg sammen med 4 andre haveentusiaster, har arrangeret en anderledes havedag i Birgitte Hasholts have der ligger få kilometer fra Egeskov Slot på Fyn.

Her kan du, udover arrangørerne, møde Marianne fra Kastanjehegn http://www.kastanjehegn.dk/ , frøken Iberis der har en dejlig blog, men også en blomsterbutik, en svampemand, en bi-kyndig og flere andre med interesse for have og natur.
Vi håber på en dejlig havedag med noget for alle sanser.
Haven er åben fra 10 - 17 og det koster 10 kr. at træde ind i herlighederne.
Billetten fra os giver adgang til Egeskov Slot Slot og Park for halv pris - men kun denne dag!

torsdag den 1. september 2011

Velkommen til min blog...

Dette er mit første blogindlæg og det kommer til at handle om mine parasol træer. På mine rejser i Holland har jeg set langt efter deres mange varianter af espalierede træer, men herhjemme kunne jeg ikke opdrive dem hos den lokale planteskole. Jeg tog billeder i Holland af "bare" træer for at lure konceptet af - fik lavet nogle stativer hos en smed og købte 4 platantræer. Det er nu 3 år siden og de er ved at være tætte i toppen og mit længe ventede ophold i flimrende skygge er en realitet. Sommeren har dog ikke budt på mange dage med et køligt glas vin under træerne, så jeg må sætte min lid til næste års sommer.


Har du selv lyst til at prøve, kan du se nedenfor, hvordan vi gjorde. 
Du kan jo bruge andre træsorter, nøjes med et enkelt træ - ja, kun fantasien sætter grænser... 


Jeg fik lavet et stativ til 2 bambuspinde, men jeg vil anbefale at der er 3 rør, så der er plads til 6 grene. Bambuspindene skal bruges til at binde grenene ned til og skal blive siddende på træerene ca. 3 år.
Jeg brugte bred velcro til at binde grenene fast med - det kan reguleres i takt med at grenene vokser.


De 4 udvalgte grene blev bundet til - og det skal gøres med forsigtighed.



Ovenpå stativet, har jeg lagt 2 trekanter i bambuspinde, lagt som en stjerne - til at binde grene ned til.

Efter 3-4 år, kan du fjerne stativet.
Når bladene er faldet af om efteråret, skal du klippe alle uvedkommende grene af, så det står nøgent.

Nedenfor har jeg lagt et par billeder af espalierede træer fra Holland - til inspiration.