mandag den 30. april 2012

Rabarbertid...

Så er det forår i køkkenhaven - årets første rabarber er høstet.

Når rabarberopskrifterne begynder at dukke op i bladene, bliver jeg fristet til at afprøve noget nyt med mine fantastiske rabarber, der er drevet frem under klokke.  Sorten kender jeg ikke - har fået en blok af venner.
Disse rabarber bliver helt sprøde og pinkfarvede - der bliver kun ca. 1 kg. og så skal der vælges opskrifter med omhu!!



I år blev jeg fristet til at lave lidt marmelade blandet med danske jordbær - en skøn rabarberkage med mandeldej og så en kold rabarbersuppe af resten.


Jeg har  lige læst at man ikke skal drive rabarberne hvert år - det kan de vist ikke klare, men jeg har gjort det i 3 år i træk og det er gået fint. Jeg vil dog lytte til rådet og lade planten hvile til næste år.
Jeg har sat nogle nye sorter i år og de skal også stå et par år, inden jeg kan drive dem. Men de smager jo også skønt når de bare gror helt almindeligt...

Drivpotten har jeg nu sat over en strandkål, der er startet op under en omvendt potte. Planten har jeg købt i Holland for 3 år siden og blev rådet til at vente med drivningen...

tirsdag den 31. januar 2012

Nyt i haven 2012

At blogge kan føre til meget godt - feks. inspiration til nye tiltag i haven.
Normalt har jeg masser af blomster og kun lidt spiseligt, men i år har jeg besluttet mig for at der skal masser af spiselige sager i haven. En af mine havevenner, Birgitte Hasholt, der har skrevet bogen " Alt godt fra Haven", har med sin store viden og begejstring fået mig til at indse, at dyrkning af grøntsager lige er noget for mig.
Du kan følge hende på http://havebloggen.birgittehasholt.dk , hvor hun løbende deler ud af sin  erfaring med selvforsyning.

Som garvet haveejer, skal det jo ikke være for nemt... jeg har derfor tænkt mig at bide skeer med julesalaten og andre salatsorter der kræver drivning.
Til det har jeg været så heldig at opdrive en salatdrivklokke! Den er både meget smuk og pyntelig, så nu håber jeg også at den virker efter hensigten.

                        Den er drejet i terracotta og er frostsikker - og fås i Havegalleriet i marts måned.
                             Drivning af specielle salater, kan du læse mere om på www.havenyt.dk

Hvem falder ikke for form og farve - jeg er nem at lokke så jeg har besluttet at så nogle af de skønne kålsorter der findes på markedet - hvad familien siger til de mange kålretter jeg planlægger at servere, ved jeg ikke!
Kålens frø er velegnet til forspiring og har en passende størrelse til Pluggboxen, så er det nemt at styre alle sorterne.

 
Fra venstre er det rød grønkål, Rosenkål "falstaff", Savoykål "january King3" og nederst til venstre den søde Rosenkål "Petit Posy" med nogle yndige små buketlignende hoveder.

                                                        Artiskok af egen avl anno 2010

Jeg har sået 3 sorter artiskok og glæder mig til Italiensk stemning i min køkkenhave - og så har jeg jo frø fra ROM til den skønneste sommerblomst ( tror jeg det er ) og mine stiklinger af den Amerikanske Kermesbær lever i drivhuset ...

                                     Så mangler vi bare en god varm sommer - vi har fortjent det!

tirsdag den 17. januar 2012

Nu er det tid...

Så kan det vist ikke trækkes længere - opstarten på havens flor og spiselige afgrøder.
Som jeg kan læse på mange blogs, har posten travlt med at bringe frø fra nær og fjern til entusiasterne - os der har erfaret, at man ikke skal vente for længe, for så er der udsolgt. F.eks havde jeg udset mig nogle skønne løvemund på Sarah Ravens hjemmeside, men der kom jeg for sent. Det gør man kun 1 gang.
Jeg har i år købt frø fra Plants of Distinction ( england ), Silene og denieuwetuin ( belgien ) og lidt herhjemme fra. Er ikke færdig med frøindkøbene endnu, men blomsterne er næsten hjemme. Jeg mangler dog en vigtig sort, nemlig lathyrus, men dem køber jeg her, når jeg støder på dem.


Det med at alt er i hus, holder jo nok ikkehelt, for man lader sig ofte friste af en farve eller form - lige noget der passer her eller der!
Så er der alle de frø man har samlet og byttet sig til - har allerede indset at der er brug for mere plads. Det har jeg heldigvis mulighed for at lave og min mand må på træ-arbejde igen!

                                      De søde frøposer herover har jeg købt hos Birgitte Hasholt.

Der er så megen inspiration at hente på de skønne blogs, både herhjemme og fra Sverige. F.eks. har jeg set en svensker bruge nodepapir til paperpotteren - det ser virkelig fint ud og jeg har lige fundet en nodebog med det rette format. Så er det bare med at få rullet nogle potter, mens der kører nyheder over skærmen!
Jeg vil også prøve at så i Pluggboxèn - en spirekasse jeg har fået i butikken og som ser praktisk ud.

Starten går i morgen - og det første jeg vil så er artiskok... dem har jeg haft held med i flere år - de er 2 årige her hos mig, så der skal nye til hvert år. En skøn plante.
Godt haveår til alle - forventningens glæde er stor og energien til havearbejdet ligger og luer...